Begreber og definitioner

Begrebet bruttoindkomst dækker over en persons eller en husstands¹ samlede indkomst før skattebetaling. Bruttoindkomsten inkluderer kun de indkomsttyper, der fremgår af selvangivelsen, og som er af skattemæssig interesse. Ikke-skattepligtige monetære indkomster indgår følgelig ikke i opgørelsen af bruttoindkomsten, ligesom ikke-skattepligtige sociale ydelser heller ikke er inkluderet. Ligeledes er ikke-skattepligtige naturalieindkomster – som for eksempel værdien af produkter fra fangst og fiskeri til eget forbrug – ikke inkluderet i bruttoindkomsten.

 

Den skattepligtige indkomst er en skatteteknisk størrelse, der danner grundlag for den endelige skatteberegning. Den skattepligtige indkomst beregnes ved at trække de i skattelovgivningen definerede fradrag fra bruttoindkomsten, og opgørelser af den skattepligtige indkomst har primært administrativ interesse. Fra et statistisk perspektiv udmærker den skatte-pligtige indkomst sig ved at være det indkomstbegreb, hvor der er længste tidsserie i hele indkomststatistikken. Begrebet har derfor en vis historisk interesse.

 

Det bør understreges, at ændringer i skattelovgivningen gennem tiderne bevirker, at sammenligninger af den skattepligtige indkomst over tid skal foretages med varsomhed. Foruden lovgivningsmæssige ændringer spiller ændringer i rådatastrukturen, og hvordan data i praksis er blevet opgjort administrativt, også en vis rolle i den henseende.

 

Indkomst efter skat beregnes ved at trække den endelige slutskat fra brutto­indkomsten, og begrebet beskriver derfor, hvor meget en person reelt har til rådighed. Indkomst efter skat er et indkomstbegreb, der kun benyttes i den personorienterede indkomststatistik, mens de reelle forbrugsmuligheder i den husstandsorienterede indkomststatistik beskrives med indkomstbegrebet den disponible indkomst.

 

Den disponible indkomst er et indkomstbegreb i den husstandsorienterede indkomststatistik. Den refererer den samlede husstandsindkomst fratrukket skatter og tillagt ikke-skattepligtige sociale ydelser såsom boligsikring. Den disponible indkomst anses for at give det mest fyldestgørende billede af en husstands reelle forbrugsmuligheder.

 

Idet begrebet husstand kan dække over mange typer af sammensætninger, lader de samlede indkomster i to forskellige husstande sig ikke nødvendigvis sammenligne. Eksempelvis må det antages, at det kræver en noget større indkomst for et ægtepar med tre børn end for en enlig uden børn at opnå den samme velfærd. Omvendt kan det med rimelighed antages, at der er visse stordriftsfordele ved at være flere personer i en husstand, hvorfor den førstnævnte husstand ikke er nødsaget til at optjene en fem gange så stor indkomst som den enlige for at opnå samme velfærdsniveau.

 

For at kunne foretage mere retvisende sammenligninger af de reelle forbrugs-muligheder er det derfor valgt at opgøre husstandenes ækvivalens-indkomster, hvor der tages højde for størrelse og sammensætning af den enkelte husstand. Ækvivalensindkomsten beregnes ved at dividere en husstands samlede indkomst med en given ækvivalensvægt, der afspejler husstandens sammensætning. Til beregning af denne vægt anvendes OECDs standard, hvor den første voksne person i husstanden vægter 1. Eventuelt andre voksne vægter hver 0,5, mens alle børn hver vægter 0,3.² Ækvivalens-vægten for en given husstand beregnes da ved at summere de enkelte personers vægte. Således har en husstand med to voksne og tre børn ækvivalensvægten 1+0,5+0,3+0,3+0,3 = 2,4, mens en husstand med én voksen uden børn har vægten 1. Har de to husstande indkomster på henholdsvis 300.000 kr. og 150.000 kr. vil de respektive ækvivalens-indkomster således være henholdsvis 300.000 kr./2,4 = 125.000 kr. og 150.000 kr./1 = 150.000 kr.

 

Begrebet realindkomst – også benævnt købekraften – beskriver forholdet mellem indkomstniveau og prisniveau og er således et udtryk for de reelle forbrugsmuligheder. En stigning i indkomsterne forøger forbrugs-mulighederne, mens prisstigninger – inflation – omvendt begrænser mulighederne for forbrug. Realindkomsten vil derfor stige, hvis væksten i indkomster er højere end prisstigningerne, og købekraften siges da at være styrket. Tilsvarende svækkes købekraften, hvis priserne stiger mere end indkomsterne. Realindkomsten er et overordnet gennemsnitsmål for befolkningens forbrugsmuligheder, hvor gennemsnitsindkomsterne på landsplan sættes i forhold til prisændringerne i en gennemsnitlig forbrugs-sammensætning.

 

En persons alder opgøres ved slutningen af referenceåret.

 

Oversigt 6.1 Kommuner og distrikter

Kommune Kujalleq	Kommuneqarfik Sermersooq	Qeqqata Kommunia	Qaasuitsup Kommunia
Nanortalik	Ivittuut	Maniitsoq	Kangaatsiaq
Qaqortoq	Paamiut	Sisimiut	Aasiaat
Narsaq	Nuuk		Qasigiannguit
	Tasiilaq		Ilulissat
	Illoqortoormiut		Qeqertarsuaq
			Uummannaq
			Upernavik
			Qaanaaq

 

 

Den 1. januar 2009 blev de 18 gamle kommuner lagt sammen til fire store kommuner. Idet opgørelser med den gamle kommuneinddeling imidlertid stadig har lokal interesse, benyttes inddelingen i denne publikation som en sekundær geografisk inddeling. De af denne inddeling afgrænsede geografiske områder benævnes distrikter. Sammenhængen mellem de to inddelinger ses i Oversigt 1.1.

 

Der findes enkelte beboede områder i landet, der ikke er underlagt kommunal administration. Disse er samlet i gruppen Uden for kommunal inddeling, og den væsentligste lokalitet heri er Pituffik. Selvom indkomsterne i områderne ikke præsenteres i tekstkapitlerne i publikationen, indgår i de i beregningerne for hele landet. Tal for indkomster i Uden for kommunal inddeling kan findes i såvel Kapitel 6 i nærværende publikation som i Grønlands Statistikbank bank.stat.gl.

 

Statistikkens uddannelsesoplysninger stammer fra Grønlands Statistiks register over højest fuldførte uddannelser (HFU), der er opgjort ultimo referencesåret. Inddelingen i uddannelsesgrupper er foretaget med udgangs­punkt i ISCED11-uddannelsesnomenklatur, der dog er komprimeret ned til fem uddannelsesniveauer med Folkeskole som det laveste niveau og Videregående uddannelse som det højeste.

 

Et decilsæt findes ved at sortere de observerede værdier efter størrelse og derefter opdele dem i 10 delmængder – kaldet deciler – med samme antal observationer. 1. decil er da mængden af observationer med de 10 pct. laveste værdier, 2. decil er de følgende 10 pct. og så fremdeles. Indkomster fordelt på deciler opgøres enten som gennemsnittet inden for decilen eller som den maksimale indkomst inden for decilen. Eksempelvis kan medianindkomsten aflæses som den maksimale indkomst i 5. decil. Af diskretionshensyn offentliggøres maksimale indkomster i 10. decil ikke.

 

Gini-koefficienten er et mål for graden af indkomstulighed – jo højere værdi, desto større ulighed. For at gøre det muligt at sammenligne internationalt beregnes Gini-koefficienten ud fra de ækvivalerede disponible husstands-indkomster. En præcis definition af Gini-koefficienten kan eksempelvis findes i Christen Sørensen: Økonomisk fordeling, Systime, 1999.

 

Grønland har ingen officiel fattigdomsgrænse, men internationalt benyttes målet at-risk-of-poverty rate (ROP) som en indikator for relativ fattigdom. Målet beregnes som den andel af befolkningen, der bor i en husstand, hvor den disponible husstandsindkomst ligger under en fastsat procentdel af medianindkomsten – denne grænse benævnes den kritiske indkomstgrænse. Medianindkomsten, der danner grundlag for bestemmelse af den kritiske indkomstgrænse, er beregnet ud fra de ækvivalerede disponible husstands­indkomster på personniveau.³

 

Ratio-80/20 angiver forholdet mellem den samlede indkomstmasse for de 20 pct. med de højeste indkomster og den samlede indkomstmasse for de 20 pct. med de laveste indkomster. For at gøre det muligt at sammenligne med internationale opgørelser beregnes 80/20-ratio på baggrund af de ækvivalerede disponible husstandsindkomster på personniveau.

 

 

1)    I denne publikation benævnes en husstands samlede bruttoindkomst som husstandsindkomsten.

2)    I henhold til OECD-standarden defineres voksne her som personer med en alder på minimum 14 år, mens børn følgelig defineres som personer med en alder under 14 år. Det bør bemærkes, at denne definition udelukkende bruges til beregning af ækvivalensvægtene, mens aldersgrænsen mellem børn og voksne i alle andre sammenhænge er defineret til 18 år.

3)    Det vil sige, at beregningerne er foretaget på hele befolkningen, og at den enkelte person tildeles den ækvivalerede disponible indkomst, vedkommendes husstand har.